George Hinge
Alkmans sprog (dansk resumé)

[home]

[Dette er det danske resumé, der blev trykt i den oprindelige udgave av ph.d.-avhandlingen, indleveret februar 2001. Sidetallene refererer derfor til denne version. Jeg har imidlertid i rødt vedføjet sidetallene i den trykte udgave, Die Sprache Alkmans: Textgeschichte und Sprachgeschichte, Wiesbaden 2006.
English summary.]

Denne ph.d.-avhandling behandler sproget hos Alkman, der i det 7. århundrede f. Kr. digtede sange for pigekor og til andre kultiske lejligheder i Sparta. Den stiler først og fremmest imod en systematisk og kritisk sprogbeskrivelse, eftersom der endnu ikke eksisterer en egen grammatik over Alkmans umiddelbart ejendommelige dialekt, selv om både digteren og dialekten nyder forholdsvis stor opmærksomhed, men den giver også et selvstændigt bud på, hvordan Alkmans sprog forholder sig til de øvrige digteres sprog, og på hvordan teksten har etableret sig i sin eksisterende form.

Avhandlingen falder hovedsageligt i tre ulige dele: Indføring, sprogbeskrivelse og konklusion:

I. I det indførende kapitel, ”Tekstens arkæologi” [s. 282-318], undersøger jeg dels, hvordan Alkmans digtning blev dyrket i oldtiden, og dels, hvilket kendskab man havde til hans digte uden for Sparta. Jeg argumenterer for, at Alkmans digte var genstand for en stadig videreopførelse indtil hellenistisk tid, og at de enkelte sange var levende dele av kulterne og ikke døde stykker litteratur, som havde overvintret fra arkaisk tid. Sangene var efter min mening ikke lejlighedsdigte, men netop digtet med denne genopførelse som sit formål. I det berømteste fragment, det store Partheneion, nævnes ganske vist en række pigenavne, men jeg sandsynliggør, at disse navne snarere er roller, som nye piger spillede generation efter generation og i århundreder. En skreven tekst har der derimod næppe fandtes i det arkaiske og klassiske Sparta.

Uden for Sparta var kendskabet til Alkman ret begrænset før hellenistisk tid. Platon, der ellers er vældig optaget av spartansk kultur og spartansk musik, nævner ham ikke med et ord, og de digte, som vi i dag mener er så typiske for Alkman, partheneierne, synes at have været så godt som ukendte uden for Sparta. Den attiske komedie og sandsynligvis også tragedien bevidner godt nok et vist kendskab til Alkman, men det synes at være et begrænset udvalg av hans digte, de forholder sig til, og det er rent faktisk den samme håndfuld fragmenter, som vækker genklang indtil engang i det 3. århundrede f.Kr., hvor kendskabet til Alkman eksploderer.

Jeg hævder, at de sange, der forblev i Sparta, og de, der var kendt i Athen og andetsteds, var forskellige ikke kun som digte (nogle egnede sig bedre til eksport end andre), men også sprogligt. Det er i hvert fald kendetegnende for alle de digte, som efterviseligt var kendte før 300 f.Kr., at de ikke har særlige lakoniske træk, men snarere er på et neutralt græsk (ganske som Pindars og dramaets korsange). Jeg konkluderer derfor, at den lakoniske overflade, som de andre digte har, er en følge av deres lokale performans og lægger dermed op til bogens sidste del.

II. Den sprogbeskrivende del er atter delt i tre: ”Lydlære”, ”Formlære” og ”Ordforråd”. Jeg kan selvfølgelig ikke her referere alle enkeltdiskussionerne, men skal blot opridse højdepunkterne:

”Lydlære”. S. 65 ff. [s. 7-16] /a:/ bliver hos Alkman i reglen skrevet <α>, men visse fragmenter har attisk-ionisk <η>; der er ikke tale om en oprindelig episk prægning, men om senere normalisering og om fremmed performans av de pågældende fragmenter. - S. 84 ff. [s. 22-30] Det sekundære /e:, o:/ bliver snart skrevet <ει>, <ου>, snart <η>, <ω>, og det er ikke muligt at finde en fonologisk eller fonetisk forklaring; de lukkede varianter dominerer i visse, typiske avledninger, hvilket kunne tyde på et ufuldstændigt forsøg på at antage en fremmed udtale. - S. 102 ff. [s. 55-59, 112-122] Alkman har kontraktion i nogenlunde samme omfang og i de samme forbindelser som andre digtere, dog har en forholdsvis flere kontraktioner end Homer. - S. 146 ff. [s. 105-112] Det forlydende /w/ ikke bevaret i større omfang end hos Homer, i klar modstrid med den epikoriske dialekt. - S. 163 f. [s. 39-43] og 167 f. [s. 43-46] Former som -εννός, -οισα kan ikke forklares på epikorisk grundlag, men skyldes æolisk indflydelse i digtningen. - S. 171 ff. [s. 46-50] Der er overalt erstatningsforlængelse foran *rw, ligesom det er reglen hos Homer, men i modsætning til den epikoriske dialekt. - S. 178 ff. [s. 70-78] /t^h/ bliver snart skrevet <σ> og snart <θ>. Fordelingen mellem dem er til dels allofonisk betinget, hvilket gør det usandsynligt, at denne ellers senklassiske skrivemåde er indført av en grammatiker; snarere avspejler den digtenes klassiske performans. - S. 212 ff. [s. 91-99] Det græske fonem /dz/ blev næppe nogetsteds og sikkert ikke i Lakonien udtalt [zd], og skrivemåden <σδ> dækker derfor måske over et kunstigt forsøg på, at få et epikorisk [.dz] til at fylde to stavelser, f.eks. [dz.dz] (evt. [z.dz]). - S. 240 ff. [s. 122-137] Alkmanteksten gengiver den doriske accents nuancer troværdigt, og det understøtter, at den overleverede tekst er funderet på et mundtligt foredrag; accenten har derimod næppe haft betydning for digtets komposition.

"Formlære". S. 272 ff. [s. 143-148] Den korte akkusativ pluralis, -ας, forekommer ikke hos Homer, men derimod hos bl.a. Hesiod og Tyrtaios; den metriske udnyttelse av den korte variant lader sig bedst forklare som et led i digtersprogets udvikling. - S. 278 ff. [s. 148-154] På samme måde kan fordelingen av dativerne -αις, -οις og -αισι, -οισι forklares ud fra forskellige tendenser i digtningen og i hvert fald ikke ud fra den epikoriske dialekt. - S. 305 ff. [s. 165-168] Alkman har kun dativ på -εσσι to steder, begge i daktylisk kontekst; der kan ikke udelukkes episk indflydelse. - S. 323 ff. [s. 177-180] Artiklen er hyppigere end hos Homer og hos de andre korlyrikere, men fragmenterne er i den henseende ikke ensartet; der er snarest tale om forskellig stil, der til dels avhænger av sangens referentialitet. - S. 338 ff. [s. 190-192] Alkman danner 3. pluralis av de atematiske præterita med både -ν og -σαν, som det er tilfældet hos Homer, hvorimod den epikoriske dialekt kun har -ν. - S. 332 ff. [s. 185-188] Alkman har augmentet oftere end Homer, men usædvanlig sjældent i metrisk sikret position; augmentløsheden er ikke bundet til episk kontekst, men er et digterisk træk. - S. 343 ff. [s. 193-196] De doriske futura (/-se^e/o-/) optræder kun i metrisk indifferente positioner, og hvor det ville have metrisk betydning, vælger man altid den korte variant (/-s^e/o-/); de doriske futura skyldes sikkert digtenes performans. - S. 362 f. [s. 202-204] Den atematiske infinitiv på μεν har Alkman til fælles med Homer og de andre digtere. - S. 364 ff. [s. 204-207] Den tematiske infinitiv er altid kontraheret og har snart kort, snart lang vokal: -εν ~ -ην; som varianterne er overleveret, tyder de på en allofoni (sandhi), der udspringer av det mundtlige foredrag.

"Ordforråd". S. 399 ff. [s. 233-280] Alkman har en lang række ordforbindelser, junkturer, til fælles med Homer, men kun i sjældne tilfælde er det vel sådan, at Alkman vil bringe de pågældende homersteder i erindring; snarere er der tale om et fælles ordpotentiale, der realiserer sig ens, når man vil udtrykke de samme eller lignende ting. Det er tydeligt i det, jeg kalder begrebskomplekser (s. 424 ff. [s. 253-256]), hvor junkturerne er så talrige og så sammenvævede, at direkte imitation er usandsynlig. Også brugen av epiteter er i reglen selvstændig (s. 415 ff. [s. 246-253]). - S. 431 ff. [s. 259-280] Hvad enkeltordene angår, har Alkman kun få særlige doriske ord, og de fleste av dem er begrænset til det kultiske område eller til særlige plante- og dyrenavne; resten er enten fælles med Homer og de øvrige digtere, nydannelser på kendte rødder eller hverdagsord. De ord, som ellers kun optræder i epos, er for størstedelen epiteter, mens der blandt de ord, som Alkman har til fælles med de øvrige digtere, men ikke med Homer, er en del ord, der betegner musik, eller hører til kulten.

III. Den konkluderende del, ”Syntesen” [s. 319-348], tager sit udgangspunkt i en opdeling av de sprogtræk, som den forrige del beskrev, i metrisk udskiftelige varianter og metrisk ikke udskiftelige varianter, alt efter om de alternative sprogformer har samme metriske struktur og derfor i princippet kan udskiftes uden at ændre kompositionen. Jeg finder, at de træk, der kan beskrives som epikoriske, lokale, i hovedsagen er metrisk udskiftelige, og at de træk, som ikke er metrisk udskiftelige, i hovedsagen er fælles med den øvrige digtning. Jeg henfører de epikoriske og udskiftelige varianter til en individuel overfladestruktur, der repræsenteres av digtets performans, og de almene og ikke udskiftelige varianter til en generel dybdestruktur, som jeg sætter lig med digtningens kompetens. Den samme forskel mellem epikorisk overflade og fælles dybde genfindes i versindskrifterne, der er det eneste direkte vidnesbyrd på, hvordan arkaisk digtning virkelig blev udtalt, og det ser ud til, at overfladestrukturen først bliver reguleret i klassisk tid, hvor en skriftkultur er ved at opstå.

Både på det indre og ydre plan er der tale om en slags koiné: Digtersproget er som sådant et supradialektalt standardsprog, der foregriber den hellenistiske koiné, men Alkmans digte bærer samtidig i den foreliggende form præg av koiná, en undertrykkelse av de lokale særpræg uden optagelse av attisk-ioniske træk. Men hvor performansen intenderer et rent sprog, så har den, der skrev digtene ned (jeg antager i det 3. århundrede), imidlertid fremhævet de lokale træk, der uundgåeligt måtte skinne igennem.

Den digteriske kompetens eller dybdestrukturen er en enhed i de potentielle ordforbindelser og i, hvilke ord og former man under givne metriske omstændigheder kan bruge. Det daktyliske tetrameter, der er yndet hos Alkman og ikke er episk i sig selv, er tilbøjelig til at behandle de samme ord på samme måde som Homer, og selv om de forskellige digteriske produkter ikke har alle varianter i samme grad, viser de sig som en sammenhængende struktur på det diakrone og det stilistiske plan. Digtersproget har nok en fælles oprindelse i mykensk (og i sidste ende også i indoeuropæisk) tid, men der er også fælles innovationer, typisk av østgræsk oprindelse, der viser, at enheden først og fremmest er synkron.

I epos udvikler overfladestrukturen sig sådan, at man foretrækker epikoriske varianter, for så vidt det lader sig gøre uden at ændre metrum, og ellers kunstige og indlånte hellere end arkaiske varianter. Også Alkmans sprog viser denne stadige opdatering, idet man virkeliggør digtersprogets varianter i epikorisk udtale, men lyrikken har ikke principielt den samme modvilje imod ellers metrisk udskiftelige arkaismer og lånte former. Det er særlig tydeligt i participiet på -οισα, der i metriske indskrifter er dokumenteret fra det 7. århundrede av.

Jeg mener at have godtgjort, at Alkmans sprog grundlæggende er det samme som i den øvrige arkaiske digtning, men at det i den overleverede form fremtræder mere lokalt på grund av den lokale performans; den overleverede tekst er snarere en hellenistisk transkription av denne performans end en revideret udgave av en arkaisk tekst.